4.  Hvor der er en vilje, er der også en vej.
Kim Folander har skrevet denne historie:

God påske. Inspireret af de foreløbige beretninger og udsigten til flere (og også lidt øm af at blive prikket til af Hanne), er jeg kommet i tanker om en oplevelse sidste år, som jeg vil huske længe.

Som det er mange bekendt, brækkede jeg benet under et træningsløb i sneen på Falster i januar 2019. Det var ikke videre morsomt. Men en omskrivning af en gammel vending lyder jo: Posten skal findes! - så det meste af sæsonen vandrede jeg mine o-løb med stok (jeg husker ikke lige, hvem det var, der ved synet af mig på et tidspunkt sagde, det gik over stok og sten). Et af sommerens højdepunkter var Tjekkisk 5-dages ved Nový Bor i det nordlige Tjekkiet, ca. et halvt år efter mit uheld.
Terrænet er lidt mere barsk, end vi er vant til i Danmark, så jeg stillede op i H65B, som ikke er mellemsvær, men er en afkortet svær bane - ca. 80% af H65A-længden og med 70-75% af stigningen.
Den passede nok bedre til en ældre herre med stok. Trods stok og vandring lagde jeg noget overraskende ud med at erobre en
5.-plads blandt de
13 startende.

Også på trediedagen havde jeg en god placering, men ellers var der langt til toppen. Jeg havde flere regulære bom, og jeg måtte også ud på omveje, når et vandløb var for bredt, eller der var for langt eller stejlt ned fra nogle klipper. Som dagene gik, blev jeg begunstiget af, at flere af mine konkurrenter havde fejlklip, så på femtedagen (jagtstart), stod jeg uventet med nyt brystnummer (nummer 6 - de seks bedst placerede fik nye brystnumre).
Da havde jeg nu allerede indset, hvad problemet var og kunne begive mig i en temmelig anden retning direkte hen til posten. Det gik efterhånden op for mig, at han måtte have bemærket, at "ham med stokken" havde haft langsomste tid i opløbet alle de fire første dage, og at han nok havde til hensigt at spurte fra mig i opløbet for at tage "min" samlede 6.-plads fra mig. Sådan en luskepels. Der var langt nok ned til 8.-pladsen til, at han endnu ikke var voldsomt bekymret over de tidstab, mine bom og min hastighed kostede os i det temmelig vanvittige terræn, de sidste to etaper foregik i. Det fortsatte på denne vis helt frem til næstsidsteposten. Fra næstsidsteposten var der et forholdsvis kort stykke vej gennem terrænet ud til en lang markvej, som førte til sidsteposten - og ganske rigtigt: Da jeg nåede ud til markvejen, havde han i løb skåret gennem terrænet og kom ud et stykke foran mig. Han kiggede tilbage efter mig én gang, men måske skulle han have kigget en ekstra gang, for jeg bed tænderne sammen, tog stokken under armen og luntede efter, så godt og stille, som jeg kunne. Heldigvis var underlaget fint, og jeg kunne uden nervøsitet holde ham indenfor en passende afstand.

Da han stemplede sidsteposten, så han sig lige tilbage, sikkert for at glæde sig over, hvor meget ekstra afstand, han måtte havde lagt til mig. Efter hans overraskelse over at se mig tæt på, fik han travlt med at begive sig ud på den nær ved 200 m lange opløbsstrækning, som startede med et kort løb hen til et ca. 180° sving. Mens jeg stod og fumlede med SI-brikken, som flere gange ramte kanten og ikke ville i, havde vi kortvarigt øjenkontakt, efter han havde rundet svinget, og jeg fornemmede et lille smil brede sig på hans væmmelige ansigt.
Du kan tro nej, tænkte jeg, men da brikken endelig kom ned, var jeg bange for, at hans forspring var blevet for stort (det viste sig, at det da var seks sekunder). Men intet løb er jo afgjort, før den sidste SI-brik er banket i målenheden, så jeg begav mig ud på den næsten umulige opgave at indhente stymperen. Jeg halede faktisk ind på ham, og nogle unge mennesker, som stod ved mål, begyndte at heppe (enten på ham, hvis de var klubkammerater, eller på os begge ved udsigten til et spurtopgør). Det var et modbydeligt langt opløb. På et tidspunkt begyndte han heldigvis at tabe lidt fart (var han ved at blive træt, eller tænkte han bare, at nu er den hjemme?). Det sporede mig ekstra an, og jeg gav det sidste. Susede forbi ham og stemplede i mål hele fire sekunder før ham (det gav mig dagens hurtigste tid i opløbet!). Jeg så ikke til hans side, da vi aflæste brikker. Nå, han vandt jo på dagen (med 25 sekunder), men min samlede 6.-plads skulle han altså ikke tage (ikke på den måde, ihvertfald). Min ankel var temmelig øm et godt stykke tid efter løbet, men det var smerten værd!
Her er nogle billeder fra terrænerne: http://ok-bor.cz/bohemia2019/en/fotogalerie/
Jeg havde 10½ minut op til nummer 5, men kun 29 sek. ned til nummer 7, en tjekke, som omhyggeligt havde kigget mit nummer ud inden starten. Der var 150 m til startpunktet, så det var nok deromkring, jeg allerede havde ham lige i hælene. Og lige i hælene skulle blive kodeordet. Han fulgte mig i tykt og tyndt, både når jeg bommede, og når det gik godt. Af og til kom han med lidt småsnak på tysk eller engelsk (som jeg ignorerede).
I et af bommene pegede han ovenikøbet hen over en slugt og foreslog, at posten nok var derovre på den anden side.